Så blev det endelig onsdag.... Efter et par timers søvn stod vi op kl. 2 om natten for at kunne flyve ud af Toronto kl. 6.00. De Vestindiske øer er amerikansk teritorie så man skal igennem ALLE toldprocedurer. Vi ankom kl. 14.30 på St. Thomas. Turen gik godt, vi havde en mellemlanding i Miami og på den sidste del af turen sov August fra start til slut. Det gjorde det lidt nemmere for han vil gerne ud og se det hele. Landingsbanen på St. Thomas er bygget ud i vandet så det så ud som om vi ville lande på vandet. Den var så smal at selv efter vi var landet kunne man kun se vand.
Lufthavnen var meget lille og helt åben. Skrankerne til check ind stod kun under et halvtag. Der var for en gangs skyld ingen aircondition, men det gjorde ingenting for der var en dejlig frisk brise. luften var varm, men tør så det var ikke ubehageligt.
Vi blev hentet af biludlejningsfirmaet. De kørte os til deres kontor, hvor vi skrev papirerne under. Her fik vi en forsmag på korrekt kørselsetikette. En bus svingede ud lige foran os. Der er venstrekørsel, men bilerne er indrettet til højrekørsel. Man skulle lige vende sig til det.
Vores lettere misbrugte Corolla havde skrammer hele vejen rundt og da Jesper ville starte bilen, skete der ingenting. De vidste godt, at de ikke havde spændt polerne på batteriet. Det blev lige spændt efter og så kunne vi tage afsted. Der var flere knapper på instrumentbrættet der lyste rødt men det tog vi ikke så tungt. Bremser og horn virkede!
Da vi ankom onsdag eftermiddag lå der 5 krydstogtskibe i havnen. De var kæmpestore. De sejlede omkring kl 18.00 og så da lukkede byen også. Det er tydeligt at det meste bliver planlagt for alle krydstogtsturisterne. På øerne kan amerikanerne handle skattefrit saa der er den ene smykkeforretning efter den anden. Der er stor omsætning i luksusvarer og alkohol.
Første aften gik strømmen. Vi var lige kommet tilbage til hotellet og var bare rigtig glade for at vi ikke skulle finde vej i bælgragende moerke. Det kom tilbage efter 45 minutter så det var ikke så slemt. Det er åbenbart normalt, men det skete kun den ene gang for os.
Af dyreliv så vi den første dag en masse høns, en død liguan paa vejen og en enkelt kolibri i haven. Høns, haner og kyllinger går løst rundt. Det virker ikke som om de hører til nogen steder.
Vi bor i Charlotte Amalie, halvvejs oppe på et lille bjerg. Vi har en fantastisk udsigt ud over byen og havnen. Hovedvejene er fine, men sidevejene er sindsygt smalle og kringlede. Man skal helt ud i rabatten, hvis der kommer modkørende. Vi lagde mærke til at de fleste havde sidespejlene klappet ind.
Folk dytter konstant for at advare når de kommer om hjørnet. Der er intet fortov, kun en rende til regnvandet.
Vores værelse er fint. Ingen luksus, men rent og pænt. Det er et lille "hotel" med kun 12 værelser. Det er ejet af et amerikansk par, der bare nyder og gå og sniksnakke lidt med alle.
Vi handlede i det lokale Supermaked Pueblo. Priserne er noget hoejere end hvad man er vant til, men alt bliver ogsaa sejlet til. Selvom de selv avler noget af deres frugt er det stadig dyrt. Indkøbsvognene var meget slidte og de saa ud som om de var samlet fra flere forskellige forretninger. Da vi kom hen til kassen kunne vognen ikke gå igennem på grund af bredden og vi måtte køre hele vejen udenom efter at vi havde fået alle varerne op på båndet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar