Alle de her haner som vi så i går er ikke helt enige om hvornår solen står op. Der blev galet på livet løs fra kl. 4 til kl. 8. August var som sædvanlig også tidligt oppe så vi nåede en tur i poolen inden vi skulle have morgenmad. Vandet var lidt koldt så det blev en kort fornøjelse.
Vores værtinde Beth fortalte at der ikke ville ankomme krydstogtskbe hverken torsdag eller fredag denne uge så det ville være nemt at komme til i downtown.
Vores plan blev at køre en tur rundt på øen, finde en strand, hvor vi kunne få en dukkert og spise vores madpakke og så derefter tage ind til Charlotte Amalie.
Selvom vores kort viste stortset alle vejene var det ikke nemt at finde rundt. Det var som om det ikke helt passede sammen så vi kørte lidt længere rundt en vi havde regnet med. Vi fandt heller ikke det udkigspunkt som vi gerne ville havde set. Men så så vi så meget andet.
Vi besøgte øerne lige før den "lille" regntid så det var meget tørt mange steder.
Det bliver ikke koldere end 26-28 grader om dagen på noget tidspunkt af året. Om sommeren er der et par grader varmere. Men det betyder bare at det er nogle helt andre planter og træer man ser. Mange af træerne havde visne blade hængende samtidig med at der var nye skud. Der er mange farverige blomster og et hav af palmer. I vinterhalvåret er der mere frodigt og grønt. De falmer lidt henimod regntiden.
Vi fandt en lille strand og der var stortset ikke andre end os og et par enkelte andre. Vandet var dejlig varmt og nemt og komme i. Man glemmer helt hvor dejligt det er at bade i havet.
Efter at havde nydt udsigten en times tid tog vi tilbage til byen. Parkering var ikke nemt. På den største offentlige parkeringsplads var de igang med at sætte boder op til karnevallet! En lokal dame sagde vi bare kunne holde på en af taxapladserne. Der var ikke så travlt i dag der der ingn skibe var. Så det gjorde vi og håbede på at den stadig ville være der når vi kom tilbage.
Gåturen i byen blev præget af at alle museer stortset kun er åbne om fomiddagen. Det burde vi nok have undersøgt, men det gjorde vi ikke. Vi så flere af de fine historiske bygninger udefra og Fort Christian var under renovation på ubestemt tid. Der er sikkert ingen penge i et dansk monument, vis gode lokation ville være et prima sted for flere smykkeforretninger til krydstogtsgæsterne. Langt de fleste af de turiser der kommer til St. Thomas kommer for at se strandene og for at handle billigt.
Vores værter lavede aftensmad torsdag, fredag og lørdag så vi ville prøve og se om det var noget de kunne finde ud af. Vi spiste på deres overdækkede terasse og nød den fantastiske udsigt ud over vandet og byen. August kravlede rundt og undersøgte alle hjørner og underholdt de andre gæster.
Vi så ikke mange andre par med børn så der var rigeligt med opmærksomhed til den lille blonde blåøjede charmetrold.
16 maj 2011
På ferie i Vestindien
Dag 1 - Ankomst
Så blev det endelig onsdag.... Efter et par timers søvn stod vi op kl. 2 om natten for at kunne flyve ud af Toronto kl. 6.00. De Vestindiske øer er amerikansk teritorie så man skal igennem ALLE toldprocedurer. Vi ankom kl. 14.30 på St. Thomas. Turen gik godt, vi havde en mellemlanding i Miami og på den sidste del af turen sov August fra start til slut. Det gjorde det lidt nemmere for han vil gerne ud og se det hele. Landingsbanen på St. Thomas er bygget ud i vandet så det så ud som om vi ville lande på vandet. Den var så smal at selv efter vi var landet kunne man kun se vand.
Lufthavnen var meget lille og helt åben. Skrankerne til check ind stod kun under et halvtag. Der var for en gangs skyld ingen aircondition, men det gjorde ingenting for der var en dejlig frisk brise. luften var varm, men tør så det var ikke ubehageligt.
Vi blev hentet af biludlejningsfirmaet. De kørte os til deres kontor, hvor vi skrev papirerne under. Her fik vi en forsmag på korrekt kørselsetikette. En bus svingede ud lige foran os. Der er venstrekørsel, men bilerne er indrettet til højrekørsel. Man skulle lige vende sig til det.
Vores lettere misbrugte Corolla havde skrammer hele vejen rundt og da Jesper ville starte bilen, skete der ingenting. De vidste godt, at de ikke havde spændt polerne på batteriet. Det blev lige spændt efter og så kunne vi tage afsted. Der var flere knapper på instrumentbrættet der lyste rødt men det tog vi ikke så tungt. Bremser og horn virkede!
Da vi ankom onsdag eftermiddag lå der 5 krydstogtskibe i havnen. De var kæmpestore. De sejlede omkring kl 18.00 og så da lukkede byen også. Det er tydeligt at det meste bliver planlagt for alle krydstogtsturisterne. På øerne kan amerikanerne handle skattefrit saa der er den ene smykkeforretning efter den anden. Der er stor omsætning i luksusvarer og alkohol.
Første aften gik strømmen. Vi var lige kommet tilbage til hotellet og var bare rigtig glade for at vi ikke skulle finde vej i bælgragende moerke. Det kom tilbage efter 45 minutter så det var ikke så slemt. Det er åbenbart normalt, men det skete kun den ene gang for os.
Af dyreliv så vi den første dag en masse høns, en død liguan paa vejen og en enkelt kolibri i haven. Høns, haner og kyllinger går løst rundt. Det virker ikke som om de hører til nogen steder.
Vi bor i Charlotte Amalie, halvvejs oppe på et lille bjerg. Vi har en fantastisk udsigt ud over byen og havnen. Hovedvejene er fine, men sidevejene er sindsygt smalle og kringlede. Man skal helt ud i rabatten, hvis der kommer modkørende. Vi lagde mærke til at de fleste havde sidespejlene klappet ind.
Folk dytter konstant for at advare når de kommer om hjørnet. Der er intet fortov, kun en rende til regnvandet.
Vores værelse er fint. Ingen luksus, men rent og pænt. Det er et lille "hotel" med kun 12 værelser. Det er ejet af et amerikansk par, der bare nyder og gå og sniksnakke lidt med alle.
Vi handlede i det lokale Supermaked Pueblo. Priserne er noget hoejere end hvad man er vant til, men alt bliver ogsaa sejlet til. Selvom de selv avler noget af deres frugt er det stadig dyrt. Indkøbsvognene var meget slidte og de saa ud som om de var samlet fra flere forskellige forretninger. Da vi kom hen til kassen kunne vognen ikke gå igennem på grund af bredden og vi måtte køre hele vejen udenom efter at vi havde fået alle varerne op på båndet.
Så blev det endelig onsdag.... Efter et par timers søvn stod vi op kl. 2 om natten for at kunne flyve ud af Toronto kl. 6.00. De Vestindiske øer er amerikansk teritorie så man skal igennem ALLE toldprocedurer. Vi ankom kl. 14.30 på St. Thomas. Turen gik godt, vi havde en mellemlanding i Miami og på den sidste del af turen sov August fra start til slut. Det gjorde det lidt nemmere for han vil gerne ud og se det hele. Landingsbanen på St. Thomas er bygget ud i vandet så det så ud som om vi ville lande på vandet. Den var så smal at selv efter vi var landet kunne man kun se vand.
Lufthavnen var meget lille og helt åben. Skrankerne til check ind stod kun under et halvtag. Der var for en gangs skyld ingen aircondition, men det gjorde ingenting for der var en dejlig frisk brise. luften var varm, men tør så det var ikke ubehageligt.
Vi blev hentet af biludlejningsfirmaet. De kørte os til deres kontor, hvor vi skrev papirerne under. Her fik vi en forsmag på korrekt kørselsetikette. En bus svingede ud lige foran os. Der er venstrekørsel, men bilerne er indrettet til højrekørsel. Man skulle lige vende sig til det.
Vores lettere misbrugte Corolla havde skrammer hele vejen rundt og da Jesper ville starte bilen, skete der ingenting. De vidste godt, at de ikke havde spændt polerne på batteriet. Det blev lige spændt efter og så kunne vi tage afsted. Der var flere knapper på instrumentbrættet der lyste rødt men det tog vi ikke så tungt. Bremser og horn virkede!
Da vi ankom onsdag eftermiddag lå der 5 krydstogtskibe i havnen. De var kæmpestore. De sejlede omkring kl 18.00 og så da lukkede byen også. Det er tydeligt at det meste bliver planlagt for alle krydstogtsturisterne. På øerne kan amerikanerne handle skattefrit saa der er den ene smykkeforretning efter den anden. Der er stor omsætning i luksusvarer og alkohol.
Første aften gik strømmen. Vi var lige kommet tilbage til hotellet og var bare rigtig glade for at vi ikke skulle finde vej i bælgragende moerke. Det kom tilbage efter 45 minutter så det var ikke så slemt. Det er åbenbart normalt, men det skete kun den ene gang for os.
Af dyreliv så vi den første dag en masse høns, en død liguan paa vejen og en enkelt kolibri i haven. Høns, haner og kyllinger går løst rundt. Det virker ikke som om de hører til nogen steder.
Vi bor i Charlotte Amalie, halvvejs oppe på et lille bjerg. Vi har en fantastisk udsigt ud over byen og havnen. Hovedvejene er fine, men sidevejene er sindsygt smalle og kringlede. Man skal helt ud i rabatten, hvis der kommer modkørende. Vi lagde mærke til at de fleste havde sidespejlene klappet ind.
Folk dytter konstant for at advare når de kommer om hjørnet. Der er intet fortov, kun en rende til regnvandet.
Vores værelse er fint. Ingen luksus, men rent og pænt. Det er et lille "hotel" med kun 12 værelser. Det er ejet af et amerikansk par, der bare nyder og gå og sniksnakke lidt med alle.
Vi handlede i det lokale Supermaked Pueblo. Priserne er noget hoejere end hvad man er vant til, men alt bliver ogsaa sejlet til. Selvom de selv avler noget af deres frugt er det stadig dyrt. Indkøbsvognene var meget slidte og de saa ud som om de var samlet fra flere forskellige forretninger. Da vi kom hen til kassen kunne vognen ikke gå igennem på grund af bredden og vi måtte køre hele vejen udenom efter at vi havde fået alle varerne op på båndet.
Abonner på:
Opslag (Atom)