Ucluelet, BC

1. september – Kanotur til Meares Island

Første dag på Vancouver Island tog vi på kanotur med en indianerpige ved navn Joselyn. Det var lidt tilfældigt at vi hørte om hende. Men vores værtinde fortalte om turen og v tænkte at det lige var noget for os.
Det var en ung pige og hun var vildt god til at fortælle og hun kunne interessante historier om naturen og indianere. Vi var fire i båden plus hende, de andre to var et amerikansk par fra Washington DC. Mens vi sejlede begyndte hun at synge og banke på båden.
Hver indianerstamme havde deres kanosang, som de sang hver gang, de tog nogen steder. På den måde fortalte de, hvem de var. Det eneste tidspunkt hvor de ikke sang, var hvis de var på vej i krig. Det var meget smukt og rigtigt hyggeligt Vi lærte en masse om indianerne, som vi ikke vidste før. Dialekter, natur, regler, familieforhold osv.
Kanoturen gik til Meares Island. Det er en ø, der blev kendt for alvor i 1984, hvor Canada besluttede sig før at dyrke skovbrug på øen. Indianerne bød arbejderne velkommen på traditionel vis, men da motorsavene blev taget af bådene stoppede alt venlighed. Indianerne tog regeringen I retten og fik efter 10 år medhold i at Mares Island skulle forblive som den var.
I mellemtiden blev der rejst en masse opmærksomhed omkring øen. Frivillige byggede en Sti gennem skoven og folk fik mulighed for at se, hvad det var indianerne ville beskytte. Enormt store og gamle ceder træer, der er mellem 1200 of 1500 år gamle. Skoven var meget mørk, og det ville have været umuligt at gå der, hvis stien ikke var der. Det var meget uvirkeligt og fascinerende på en gang. Og v fik hele tiden små historier og tips om hvilke planter, der var godt før hvad. Hvad der var spiseligt, og hvad man skulle holde sig fra. Hvordan indianerne kløvede træet til planker og byggede kanoer.
På vestkysten boede indianerne i Longhouses og totempælene udenfor symboliserede lovene og reglerne for den enkelte familie. Der var intet skriftsprog så alt information gik i arv fra generation til generation. Der var mange informationer der skulle huskes.

2. september - wildlife bådtur

Vi havde håbet på at komme indianerpigens fars bådtur. Han ville vise os sortbjørne og forhåbentligt kunne vi høre flere historier. Men desværre var vi for sent ude og vi måtte nøjes med en tur med en gammel fisker på hans lille yacht. Det var en 5 timers tur, hvor vi fik en masse dyreliv at se. Deres yacht var også deres hjem.

Vi havde ikke sejlet meget mere end et kvarter for vi så en sortbjørn, der gik og spiste morgenmad. Det var lavvande, så bjørnen gik og vendt sten i vandkanten for at finde krabber. Det var flot at se hvor elegant, den gjorde det. Og den var fuldstændig ligeglad med os. Den kiggede ikke op på os en eneste gang.

2 hvidhovedede havørne sad i et træ og ventede på at den lokale fiskerifabrik ville smide lidt fiskeaffald ud. Ørne er lidt dovne, og foretrækker affald frem for at skulle fange deres egen mad.
Den gamle fisker fortalte om livet på havnen, og hvor svære vilkår fiskerne havde. Priserne var dumpet pga. dambrugene og fiskene var få, pga. overfiskeri i 70- og 80erne, og de skulle hele tiden holde deres kvote.
Indianer pigen fortalte os at de ikke havde fanget hvaler på den traditionelle måde siden 1906. Jeg havde lidt svært ved at ha undt af ham.
Langs kysten og på det, der hedder Broken Islands så vi sæler, søløver, fugle og et par humbacks. Der var mange søløver og de har en helt specielt grim lugt. Minder lidt om gammel mælk og Esbjerg havn.

Da vi kom tilbage gik vi en tur på stranden og så en rigtig flot solnedgang.