Koeretur til Vancouver Island

30. august - køretur mod Vancouver Island (1. Del)

Så er vi på farten igen. Mount Robson, der er det højeste bjerg i the Rockies er gemt i skyer, så det kunne vi ikke se da vi kørte forbi.
Planen er i dag i første omgang at køre omkring 500 km ned til byen Merrett i BC. Undervejs får vi en ekstra time foræret.
Vi kører længere og længere væk fra the Rockies og landskabet ændrer sig undervejs og bliver mere grønt og frodigt. Vi har set vinmarker og en masse frugt og grønsagsmarker, blandt andet tomater
Lidt længere nede på turen bliver det hele meget tørt, og kun de marker der ligger tæt på floden er grønne.

Vi holdt pitstop i Merrett, hvor vi fangede begyndelsen af det årlige rodeo. En oplevelse i sig selv. Det lignede fuldstændig noget man ser på fjernsyn. Cowboyerne så ud som det gør på film og de mener det. Mange af rytterne er professionelle. De lever af at tage rundt til rodeoer.

Vi besluttede os før at køre lidt nærmere Vancouver og vi valgte en lidt mindre vej, som ikke helt var så direkte som hovedvejen.
Pludselig siger Jesper: "det er fand'me en bjørn" og ganske rigtigt. På skrænten lige over bilen sidder en sortbjørn. Jeg sidder heldigvis med kameraet, fordi jeg var ved at sortere i billederne. Jesper får stoppet bilen og vi får taget et par billeder. Bjørnen blev ved med at gå frem og tilbage på skrænten og holde øje med os. Den var omkring 20 meter fra os. Vi kørte på det, der engang var the ”Gold rush Trail”. Og Her var Jesper så lige ved at køre en bjørneunge ned. Den gik lige ud til vejen og vi måtte svinge udenom. Der er noget med dyreunger. Tidligere i dag bar det to bambier, der måtte springe før livet. Er en hybrid så stille? Udover bjørnen fra før har vi set to geder og endnu en bjørn.

Vi sluttede dagen i Pemperton lige nord for Whisler. De sidste par timer blev igen kørt i bjerge. Lige før sengetid hoppede vi i boblebadet for at blive rigtig godt opløst

31. august - køretur mod Vancouver Island (2. del)

I dag fortsatte vi turen sydpå. vi spiste morgenmad i Whisler og så en masse folk tage deres Mountainbikes med op i stoleliftene. Men vi så ikke nogen der kom ned. Der er mange løjper der om sommeren bliver til ruter for mountainbikere. De har alle masser af udstyr på så man kunne godt tro det var lidt farligt! Rundt omkring i Whisler er der sat skilte op med hvad, der skal foregå hvor, når der skal være OL om halvandet år.
Der er flere tegn på at der skal ske noget stort. Byen er en stor byggeplads. Og vejen fra Vancouver til Whisler er ved at blive udvidet fra to spor til fire.
Specielt helt oppe i bjergene vildt at se, hvordan de må hugge gennem klipper og fælde træer i tusindvis. På en måde er det lidt en skam. Man kan fornemme hvordan vejen vil blive ligesom vejen til Banff. En stor bred motorvej hvor man ikke ser noget andet.

Pludselig ud af det blå dukker endnu en stor sø op, men her er der store fiskekuttere ved bredden. Ved et nærmere kig på kortet kan vi se at det en bugt ind fra Stillehavet. Og vi kan lige pludselig dufte en lidt mere salt lugt og ved nærmere eftertanke. Hvornår har vi sidst været ved et åbent hav? Landskabet har ændret sig igen og det føles som om vi kører langt mere sydpå. De kalder dette område ”fra himmel til hav” og det er det også. Fra at køre helt oppe i bjergene er vi nu helt nede ved vandet.

Sejlturen fra Horseshoe Bay til Nanaimo tog ca. halvanden time. Herefter kørte vi med den eneste vej, der er til Ucluelet. Jo længere vestpå vi kommer, jo mindre og mere kringlet bliver vejen. Indtil videre er vores rekord for den største nedkørsel 18 %. Vi så en enkelt bil i grøften, men der var ikke sket noget. I Ucluelet tjekkede vi ind hos The Moon & Six Pence. En rigtig lækker B&B. Vi ankom en lille smule sent, så værtinden Alice sendte os ud af døren med det samme, så vi kunne nå at se solnedgangen. Og det var bestemt smukt. Man kan kun se vand, der er intet mellem Vancouver Island og Japan. Torfino og Ucluelet er tilsyneladende et meget populært sted før nygifte. Vi blev spurgt alle steder, om vi var på bryllupsrejse. Efter at have set solnedgangen spiste vi på en restaurant på stranden. Det var en fantastisk udsigt.