6. september - køretur til Vancouver
Vi kom af sted i god tid fra the Mansard House. Jesper havde sladret om min fødselsdag, så jeg fik lys i min muffin til morgenmaden. Færgeturen gik godt. Der var flere smalle passager, hvor vi var rigtigt tæt på øerne.
Vi ankom til vores sidste stop allerede kl. halv to. Vi bor et rigtigt lækkert sted. 100 meter fra Kitsilano stranden. Og vi er i gåafstand til Granville Island og downtown.
Vi besluttede os for at bruge resten af eftermiddagen på Granville Island. Det er en lille halvø, hvor der er et marked med alle slags madvarer. Det meste er lokalt. Derudover er det lokale kunstnere af alle slags, der sælger deres ting i små butikker. Vi købte 3 små billeder af kendte steder i Vancouver og 2 billeder med nogle indianer motiver.
Aftenen tilbragte vi på en lille fransk bistro, tæt på hvor vi bor. En rigtig dejlig og hyggelig fødselsdag.
7. september - Grouse Grind
Pyuh.... I dag har været en meget travl dag. Jesper og jeg fandt ud af i går, at Vancouver er en fantastisk by, og der er rigtig mange ting vi skal nå.
Morgenmaden sammen med vores værter og tre hollændere var rigtig hyggelig. Vores værts morfar var fra Danmark og var kommet til Canada omkring århundredskiftet. Han havde engang forsøgt at finde flere informationer om ham, men han var blevet snydt godt og grundigt af en eller anden fyr i Danmark, der ikke vidste noget da det kom til stykket
.
Efter morgenmaden kørte vi ud til Grouse Mountain lige nord for Vancouver. Vejen derud gik gennem Stanley Park og over Lions Gate Bridge. Det regner vi med at besøge på en lejet cykel i morgen. Jesper havde overtalt mig til at vi skulle gå Grouse Grind. Det er den hårdeste gåtur i Vancouver. Ruten er 2,9 km lang. Det lyder ikke af meget, men på de små 3 km går man næsten 1000 meter op. Vi svedte helt vildt, selvom vi tog det med ro og holdt pauser ind i mellem. Stien er ikke vedligeholdt lige godt alle steder. Nogle steder går man på ujævne klipper og andre steder sten og rødder fra træerne. Det tog os en time og et kvarter. Verdensrekorden er 27 minutter. Jeg tror vinterens gravity timer hjalp rimelig godt. Jeg var i hvert fald ikke den der pustede allermest da vi kom op! Det var også en helt god forretning. Hvis man tog gondolen til toppen var prisen 35 cad, men hvis man kun skulle ned, var det 5 cad. På toppen var der en masse udskårede træskulpturer, fugleshow, lumberjack show (som vi så), paragliding, helikopterture og et Grisleybjørne reservat med to bjørne. Vi syntes ikke helt de havde plads nok, men det var bedre end Toronto Zoo.
Turen ned tog kun 8 minutter. Og vi kørte direkte hjem i bad. Efter et kort pitstop gik vi op til 4th Ave her i Kitsilano. Vi så en plakat i går, hvor der stod at vejen ville være spærret af pga. sæbekassevognsløb. Det var hundredvis af mennesker. Vejen er ret stejl så det var perfekt til sæbekassebiler. Vi så ikke så meget, men det vi så, så ret sjovt ud. Vi fortsatte vores gåtur mod downtown. Vi tog en sen og velfortjent frokost på en lille diner der hed Templeton. På vej mod havnefronten var der en del vejarbejde. Vancouver har store planer med infrastrukturen til OL 2010. De er i gang med at udbygge deres Skytrain til at gå helt ud til lufthavnen. Vi så Canada Place med sejlene, der blev bygget til Expo86.
Selvom byen kun er lidt over 100 år gammel er her stadig en del gamle flotte bygninger. Vi fortsatte ned mod bydelen Gastown. Bygningerne her er alle relativt lave og holdt i gammel stil. Atmosfæren var rigtig hyggelig. Turen hjem herfra var rigtig lang. Vi krydsede W Hasting, som ikke var så rar og vi gik hutigt gennem det der bliver kaldt Yalestown. Vores lille gåtur tog over 5 timer så vi er begge godt møre.
8. september - sidste dag på ferien
Vi lejede cykler før at komme lidt hurtigere rundt i byen og til Stanley Park. Og vi overgav os begge til cykelhjelmen. Vi startede med at cykle ud i Stanley Park. Det var en rigtig flot dag. Vi cyklede langs vandet og nød udsigten til parken, Lions Gate Bridge, Inuitfigurer og totempæle. Herefter gik turen til Robson Street og vi cyklede rundt langs False Creek og Kitsilano Beach. Planen var at fortsætte helt ud til universitetet, men tiden var løbet lidt fra os. Lejecykler er ikke de bedste cykler og det var lidt hårdt når man er vant til fjedrer i sædet
Om aftenen spiste vi med Mads (Idas kollega fra Vancouver). Vi tog en lille bitte færge for at komme dertil.
9. september - flyvetur til Toronto
Så er vi kommet til den allersidste dag i vores ferie. Jespers strømpe- og boxershortsregnskab gik op. Og vi har næsten ikke noget rent tøj tilbage. Vi var oppe 4.45 så vi er ret trætte. I alt har vi over de seneste knap tre uger kørt 3934 km.
I morgen skal vi på arbejde igen. Det har været em fantastisk ferie. Vi har set og oplevet så meget, at det næsten ikke er til at forstå.
13 september 2008
Victoria, BC
3. september – Koeretur til Victoria
Her til morgen gik snakken livligt henover køkkenbordet og vi kom ikke helt så tidligt af sted som vi ville. På vores B&B mødte vi Dean og Roger fra Vancouver. Vi fik lidt fif om hvad vi skulle se, når vi kom dertil.
Vi lagde lidt mere mærke til omgivelserne på turen tilbage til østkysten. Det hjælper når man ikke har solen i øjnene. Vi stoppede ved Cathedral Grove og så de gamle træer. Disse er "kun" omkring 800 år gamle så ikke så store som dem vi så på Meares Island. Det her var en lidt anden slags. De var alle enormt høje. Det ældste træ var 76 meter højt.
Vores frokost købte vi på et hyggeligt farmers marked. Vores plan var at finde et sted hvor vi kunne få lidt ro og fred fra trafikken og så spise der. Men det var ikke så nemt som man syns det skulle være. Vi endte med at spise i haven ved den næste B&B. Det var der såmænd heller ikke noget i vejen med. Vi gik en Lang tur gene Victoria. Jesper fandt ud af at de har en masse bryggerier i byen. Byen er forholdsvis lille og man kan gå til det meste. Der er mange gamle bygninger. Blandt andet British Columbias parlamentsbygning
Victoria er en by med en masse historie og turister. Vores B&B var i gåafstand fra downtown. Alle taxaerne i byen er hybrids. Det er ret cool. Til gengæld lyser de deres parlament op med 3300 lyspærer hver aften. Det ligner et tivoli og passer ikke helt ind.
4. september - Royal BC museum
Vi har nærmest fået vores helt egen lille lejlighed. Huset er fra sidst i 1800 tallet og vores værter Sharon og Mick har fyldt det op med billeder og antikviteter.
Vores første hele dag i Victoria vil vi bruge på Royal BC museum. Vi har hørt rigtigt meget om det så det skal nok blive godt. Vi var tidligt oppe og var også nogle af de første på museet. Hele den ene del er ting og sager fra Indianerne. Der var rigtig mange flotte ting og udstillingerne var flot sat op. Der var ikke så meget baggrundsstof og ved mange af tingene var vi glade før at Joselyn (indianerpigen med kanoen) havde fortalt os så meget. Der var en lang og med interessant artikel. Det var forskellige uddrag fra en avis i 1862. Det foregik over ca. 2-3 måneder og det handlede om indianerne, der blev syge og døde af skoldkopper. Ca. 20 000 ud af 80 000 indianere på vestkysten døde alene af skoldkopper over denne periode. Der var på dette tidspunkt en eller anden form før vaccine. Men indianerne, der aldrig havde haft sygdomme værre end forkølelser troede på at de kunne blive kureret ved heksekunst og danse hvor det "onde" blev jaget væk. Det blev heller ikke bedre af, at de passede og behandlede deres syge og døde, som de altid havde gjort.
Anden del af museet var historie om British Columbia, naturen og dyrene i Provinsen. Der var også en særudstilling om indvandring i anledning af BC's 150 års fødselsdag. Her fandt vi ud af at kvinder fik stemmeret næsten 40 år før indianerne.
Museet var interessant og bestemt turen værd, men det var på mange punkter ikke så uddybende som det kunne have været.
5. september - Buchards Gardens
Her faldt vi i den helt store turistfælde og vi er ikke stolte af det. Vi havde nok en lidt anden forventning til haverne, men det var bare en stor have. Det var de samme blomster og planter der gik igen over det meste af haven. Det kostede en formue at komme ind. Og vi var begge enige om at det ikke var prisen værd.
Haven lå lidt udenfor Victoria, så vi blev i området og kørte til en lille by der hedder Sidney. Byen specialiserer sig i bøger og vi fandt begge nogle vi ku li. Tilbage i Victoria gik vi en tur i Beacon Hill Park. De har verdens næsthøjeste totempæl. Den var den højeste, da den blev rejst. Indtil videre har vi ikke fundet ud af hvor høj den er. Men den er høj.
Forresten så er Victoria den by, hvor alle gamle mennesker tager hen for at besøge deres forældre. Det var der engang en fyr der sagde og vi kan kun give ham ret.
Her til morgen gik snakken livligt henover køkkenbordet og vi kom ikke helt så tidligt af sted som vi ville. På vores B&B mødte vi Dean og Roger fra Vancouver. Vi fik lidt fif om hvad vi skulle se, når vi kom dertil.
Vi lagde lidt mere mærke til omgivelserne på turen tilbage til østkysten. Det hjælper når man ikke har solen i øjnene. Vi stoppede ved Cathedral Grove og så de gamle træer. Disse er "kun" omkring 800 år gamle så ikke så store som dem vi så på Meares Island. Det her var en lidt anden slags. De var alle enormt høje. Det ældste træ var 76 meter højt.
Vores frokost købte vi på et hyggeligt farmers marked. Vores plan var at finde et sted hvor vi kunne få lidt ro og fred fra trafikken og så spise der. Men det var ikke så nemt som man syns det skulle være. Vi endte med at spise i haven ved den næste B&B. Det var der såmænd heller ikke noget i vejen med. Vi gik en Lang tur gene Victoria. Jesper fandt ud af at de har en masse bryggerier i byen. Byen er forholdsvis lille og man kan gå til det meste. Der er mange gamle bygninger. Blandt andet British Columbias parlamentsbygning
Victoria er en by med en masse historie og turister. Vores B&B var i gåafstand fra downtown. Alle taxaerne i byen er hybrids. Det er ret cool. Til gengæld lyser de deres parlament op med 3300 lyspærer hver aften. Det ligner et tivoli og passer ikke helt ind.
4. september - Royal BC museum
Vi har nærmest fået vores helt egen lille lejlighed. Huset er fra sidst i 1800 tallet og vores værter Sharon og Mick har fyldt det op med billeder og antikviteter.
Vores første hele dag i Victoria vil vi bruge på Royal BC museum. Vi har hørt rigtigt meget om det så det skal nok blive godt. Vi var tidligt oppe og var også nogle af de første på museet. Hele den ene del er ting og sager fra Indianerne. Der var rigtig mange flotte ting og udstillingerne var flot sat op. Der var ikke så meget baggrundsstof og ved mange af tingene var vi glade før at Joselyn (indianerpigen med kanoen) havde fortalt os så meget. Der var en lang og med interessant artikel. Det var forskellige uddrag fra en avis i 1862. Det foregik over ca. 2-3 måneder og det handlede om indianerne, der blev syge og døde af skoldkopper. Ca. 20 000 ud af 80 000 indianere på vestkysten døde alene af skoldkopper over denne periode. Der var på dette tidspunkt en eller anden form før vaccine. Men indianerne, der aldrig havde haft sygdomme værre end forkølelser troede på at de kunne blive kureret ved heksekunst og danse hvor det "onde" blev jaget væk. Det blev heller ikke bedre af, at de passede og behandlede deres syge og døde, som de altid havde gjort.
Anden del af museet var historie om British Columbia, naturen og dyrene i Provinsen. Der var også en særudstilling om indvandring i anledning af BC's 150 års fødselsdag. Her fandt vi ud af at kvinder fik stemmeret næsten 40 år før indianerne.
Museet var interessant og bestemt turen værd, men det var på mange punkter ikke så uddybende som det kunne have været.
5. september - Buchards Gardens
Her faldt vi i den helt store turistfælde og vi er ikke stolte af det. Vi havde nok en lidt anden forventning til haverne, men det var bare en stor have. Det var de samme blomster og planter der gik igen over det meste af haven. Det kostede en formue at komme ind. Og vi var begge enige om at det ikke var prisen værd.
Haven lå lidt udenfor Victoria, så vi blev i området og kørte til en lille by der hedder Sidney. Byen specialiserer sig i bøger og vi fandt begge nogle vi ku li. Tilbage i Victoria gik vi en tur i Beacon Hill Park. De har verdens næsthøjeste totempæl. Den var den højeste, da den blev rejst. Indtil videre har vi ikke fundet ud af hvor høj den er. Men den er høj.
Forresten så er Victoria den by, hvor alle gamle mennesker tager hen for at besøge deres forældre. Det var der engang en fyr der sagde og vi kan kun give ham ret.
11 september 2008
Ucluelet, BC
1. september – Kanotur til Meares Island
Første dag på Vancouver Island tog vi på kanotur med en indianerpige ved navn Joselyn. Det var lidt tilfældigt at vi hørte om hende. Men vores værtinde fortalte om turen og v tænkte at det lige var noget for os.
Det var en ung pige og hun var vildt god til at fortælle og hun kunne interessante historier om naturen og indianere. Vi var fire i båden plus hende, de andre to var et amerikansk par fra Washington DC. Mens vi sejlede begyndte hun at synge og banke på båden.
Hver indianerstamme havde deres kanosang, som de sang hver gang, de tog nogen steder. På den måde fortalte de, hvem de var. Det eneste tidspunkt hvor de ikke sang, var hvis de var på vej i krig. Det var meget smukt og rigtigt hyggeligt Vi lærte en masse om indianerne, som vi ikke vidste før. Dialekter, natur, regler, familieforhold osv.
Kanoturen gik til Meares Island. Det er en ø, der blev kendt for alvor i 1984, hvor Canada besluttede sig før at dyrke skovbrug på øen. Indianerne bød arbejderne velkommen på traditionel vis, men da motorsavene blev taget af bådene stoppede alt venlighed. Indianerne tog regeringen I retten og fik efter 10 år medhold i at Mares Island skulle forblive som den var.
I mellemtiden blev der rejst en masse opmærksomhed omkring øen. Frivillige byggede en Sti gennem skoven og folk fik mulighed for at se, hvad det var indianerne ville beskytte. Enormt store og gamle ceder træer, der er mellem 1200 of 1500 år gamle. Skoven var meget mørk, og det ville have været umuligt at gå der, hvis stien ikke var der. Det var meget uvirkeligt og fascinerende på en gang. Og v fik hele tiden små historier og tips om hvilke planter, der var godt før hvad. Hvad der var spiseligt, og hvad man skulle holde sig fra. Hvordan indianerne kløvede træet til planker og byggede kanoer.
På vestkysten boede indianerne i Longhouses og totempælene udenfor symboliserede lovene og reglerne for den enkelte familie. Der var intet skriftsprog så alt information gik i arv fra generation til generation. Der var mange informationer der skulle huskes.
2. september - wildlife bådtur
Vi havde håbet på at komme indianerpigens fars bådtur. Han ville vise os sortbjørne og forhåbentligt kunne vi høre flere historier. Men desværre var vi for sent ude og vi måtte nøjes med en tur med en gammel fisker på hans lille yacht. Det var en 5 timers tur, hvor vi fik en masse dyreliv at se. Deres yacht var også deres hjem.
Vi havde ikke sejlet meget mere end et kvarter for vi så en sortbjørn, der gik og spiste morgenmad. Det var lavvande, så bjørnen gik og vendt sten i vandkanten for at finde krabber. Det var flot at se hvor elegant, den gjorde det. Og den var fuldstændig ligeglad med os. Den kiggede ikke op på os en eneste gang.
2 hvidhovedede havørne sad i et træ og ventede på at den lokale fiskerifabrik ville smide lidt fiskeaffald ud. Ørne er lidt dovne, og foretrækker affald frem for at skulle fange deres egen mad.
Den gamle fisker fortalte om livet på havnen, og hvor svære vilkår fiskerne havde. Priserne var dumpet pga. dambrugene og fiskene var få, pga. overfiskeri i 70- og 80erne, og de skulle hele tiden holde deres kvote.
Indianer pigen fortalte os at de ikke havde fanget hvaler på den traditionelle måde siden 1906. Jeg havde lidt svært ved at ha undt af ham.
Langs kysten og på det, der hedder Broken Islands så vi sæler, søløver, fugle og et par humbacks. Der var mange søløver og de har en helt specielt grim lugt. Minder lidt om gammel mælk og Esbjerg havn.
Da vi kom tilbage gik vi en tur på stranden og så en rigtig flot solnedgang.
Første dag på Vancouver Island tog vi på kanotur med en indianerpige ved navn Joselyn. Det var lidt tilfældigt at vi hørte om hende. Men vores værtinde fortalte om turen og v tænkte at det lige var noget for os.
Det var en ung pige og hun var vildt god til at fortælle og hun kunne interessante historier om naturen og indianere. Vi var fire i båden plus hende, de andre to var et amerikansk par fra Washington DC. Mens vi sejlede begyndte hun at synge og banke på båden.
Hver indianerstamme havde deres kanosang, som de sang hver gang, de tog nogen steder. På den måde fortalte de, hvem de var. Det eneste tidspunkt hvor de ikke sang, var hvis de var på vej i krig. Det var meget smukt og rigtigt hyggeligt Vi lærte en masse om indianerne, som vi ikke vidste før. Dialekter, natur, regler, familieforhold osv.
Kanoturen gik til Meares Island. Det er en ø, der blev kendt for alvor i 1984, hvor Canada besluttede sig før at dyrke skovbrug på øen. Indianerne bød arbejderne velkommen på traditionel vis, men da motorsavene blev taget af bådene stoppede alt venlighed. Indianerne tog regeringen I retten og fik efter 10 år medhold i at Mares Island skulle forblive som den var.
I mellemtiden blev der rejst en masse opmærksomhed omkring øen. Frivillige byggede en Sti gennem skoven og folk fik mulighed for at se, hvad det var indianerne ville beskytte. Enormt store og gamle ceder træer, der er mellem 1200 of 1500 år gamle. Skoven var meget mørk, og det ville have været umuligt at gå der, hvis stien ikke var der. Det var meget uvirkeligt og fascinerende på en gang. Og v fik hele tiden små historier og tips om hvilke planter, der var godt før hvad. Hvad der var spiseligt, og hvad man skulle holde sig fra. Hvordan indianerne kløvede træet til planker og byggede kanoer.
På vestkysten boede indianerne i Longhouses og totempælene udenfor symboliserede lovene og reglerne for den enkelte familie. Der var intet skriftsprog så alt information gik i arv fra generation til generation. Der var mange informationer der skulle huskes.
2. september - wildlife bådtur
Vi havde håbet på at komme indianerpigens fars bådtur. Han ville vise os sortbjørne og forhåbentligt kunne vi høre flere historier. Men desværre var vi for sent ude og vi måtte nøjes med en tur med en gammel fisker på hans lille yacht. Det var en 5 timers tur, hvor vi fik en masse dyreliv at se. Deres yacht var også deres hjem.
Vi havde ikke sejlet meget mere end et kvarter for vi så en sortbjørn, der gik og spiste morgenmad. Det var lavvande, så bjørnen gik og vendt sten i vandkanten for at finde krabber. Det var flot at se hvor elegant, den gjorde det. Og den var fuldstændig ligeglad med os. Den kiggede ikke op på os en eneste gang.
2 hvidhovedede havørne sad i et træ og ventede på at den lokale fiskerifabrik ville smide lidt fiskeaffald ud. Ørne er lidt dovne, og foretrækker affald frem for at skulle fange deres egen mad.
Den gamle fisker fortalte om livet på havnen, og hvor svære vilkår fiskerne havde. Priserne var dumpet pga. dambrugene og fiskene var få, pga. overfiskeri i 70- og 80erne, og de skulle hele tiden holde deres kvote.
Indianer pigen fortalte os at de ikke havde fanget hvaler på den traditionelle måde siden 1906. Jeg havde lidt svært ved at ha undt af ham.
Langs kysten og på det, der hedder Broken Islands så vi sæler, søløver, fugle og et par humbacks. Der var mange søløver og de har en helt specielt grim lugt. Minder lidt om gammel mælk og Esbjerg havn.
Da vi kom tilbage gik vi en tur på stranden og så en rigtig flot solnedgang.
Koeretur til Vancouver Island
30. august - køretur mod Vancouver Island (1. Del)
Så er vi på farten igen. Mount Robson, der er det højeste bjerg i the Rockies er gemt i skyer, så det kunne vi ikke se da vi kørte forbi.
Planen er i dag i første omgang at køre omkring 500 km ned til byen Merrett i BC. Undervejs får vi en ekstra time foræret.
Vi kører længere og længere væk fra the Rockies og landskabet ændrer sig undervejs og bliver mere grønt og frodigt. Vi har set vinmarker og en masse frugt og grønsagsmarker, blandt andet tomater
Lidt længere nede på turen bliver det hele meget tørt, og kun de marker der ligger tæt på floden er grønne.
Vi holdt pitstop i Merrett, hvor vi fangede begyndelsen af det årlige rodeo. En oplevelse i sig selv. Det lignede fuldstændig noget man ser på fjernsyn. Cowboyerne så ud som det gør på film og de mener det. Mange af rytterne er professionelle. De lever af at tage rundt til rodeoer.
Vi besluttede os før at køre lidt nærmere Vancouver og vi valgte en lidt mindre vej, som ikke helt var så direkte som hovedvejen.
Pludselig siger Jesper: "det er fand'me en bjørn" og ganske rigtigt. På skrænten lige over bilen sidder en sortbjørn. Jeg sidder heldigvis med kameraet, fordi jeg var ved at sortere i billederne. Jesper får stoppet bilen og vi får taget et par billeder. Bjørnen blev ved med at gå frem og tilbage på skrænten og holde øje med os. Den var omkring 20 meter fra os. Vi kørte på det, der engang var the ”Gold rush Trail”. Og Her var Jesper så lige ved at køre en bjørneunge ned. Den gik lige ud til vejen og vi måtte svinge udenom. Der er noget med dyreunger. Tidligere i dag bar det to bambier, der måtte springe før livet. Er en hybrid så stille? Udover bjørnen fra før har vi set to geder og endnu en bjørn.
Vi sluttede dagen i Pemperton lige nord for Whisler. De sidste par timer blev igen kørt i bjerge. Lige før sengetid hoppede vi i boblebadet for at blive rigtig godt opløst
31. august - køretur mod Vancouver Island (2. del)
I dag fortsatte vi turen sydpå. vi spiste morgenmad i Whisler og så en masse folk tage deres Mountainbikes med op i stoleliftene. Men vi så ikke nogen der kom ned. Der er mange løjper der om sommeren bliver til ruter for mountainbikere. De har alle masser af udstyr på så man kunne godt tro det var lidt farligt! Rundt omkring i Whisler er der sat skilte op med hvad, der skal foregå hvor, når der skal være OL om halvandet år.
Der er flere tegn på at der skal ske noget stort. Byen er en stor byggeplads. Og vejen fra Vancouver til Whisler er ved at blive udvidet fra to spor til fire.
Specielt helt oppe i bjergene vildt at se, hvordan de må hugge gennem klipper og fælde træer i tusindvis. På en måde er det lidt en skam. Man kan fornemme hvordan vejen vil blive ligesom vejen til Banff. En stor bred motorvej hvor man ikke ser noget andet.
Pludselig ud af det blå dukker endnu en stor sø op, men her er der store fiskekuttere ved bredden. Ved et nærmere kig på kortet kan vi se at det en bugt ind fra Stillehavet. Og vi kan lige pludselig dufte en lidt mere salt lugt og ved nærmere eftertanke. Hvornår har vi sidst været ved et åbent hav? Landskabet har ændret sig igen og det føles som om vi kører langt mere sydpå. De kalder dette område ”fra himmel til hav” og det er det også. Fra at køre helt oppe i bjergene er vi nu helt nede ved vandet.
Sejlturen fra Horseshoe Bay til Nanaimo tog ca. halvanden time. Herefter kørte vi med den eneste vej, der er til Ucluelet. Jo længere vestpå vi kommer, jo mindre og mere kringlet bliver vejen. Indtil videre er vores rekord for den største nedkørsel 18 %. Vi så en enkelt bil i grøften, men der var ikke sket noget. I Ucluelet tjekkede vi ind hos The Moon & Six Pence. En rigtig lækker B&B. Vi ankom en lille smule sent, så værtinden Alice sendte os ud af døren med det samme, så vi kunne nå at se solnedgangen. Og det var bestemt smukt. Man kan kun se vand, der er intet mellem Vancouver Island og Japan. Torfino og Ucluelet er tilsyneladende et meget populært sted før nygifte. Vi blev spurgt alle steder, om vi var på bryllupsrejse. Efter at have set solnedgangen spiste vi på en restaurant på stranden. Det var en fantastisk udsigt.
Så er vi på farten igen. Mount Robson, der er det højeste bjerg i the Rockies er gemt i skyer, så det kunne vi ikke se da vi kørte forbi.
Planen er i dag i første omgang at køre omkring 500 km ned til byen Merrett i BC. Undervejs får vi en ekstra time foræret.
Vi kører længere og længere væk fra the Rockies og landskabet ændrer sig undervejs og bliver mere grønt og frodigt. Vi har set vinmarker og en masse frugt og grønsagsmarker, blandt andet tomater
Lidt længere nede på turen bliver det hele meget tørt, og kun de marker der ligger tæt på floden er grønne.
Vi holdt pitstop i Merrett, hvor vi fangede begyndelsen af det årlige rodeo. En oplevelse i sig selv. Det lignede fuldstændig noget man ser på fjernsyn. Cowboyerne så ud som det gør på film og de mener det. Mange af rytterne er professionelle. De lever af at tage rundt til rodeoer.
Vi besluttede os før at køre lidt nærmere Vancouver og vi valgte en lidt mindre vej, som ikke helt var så direkte som hovedvejen.
Pludselig siger Jesper: "det er fand'me en bjørn" og ganske rigtigt. På skrænten lige over bilen sidder en sortbjørn. Jeg sidder heldigvis med kameraet, fordi jeg var ved at sortere i billederne. Jesper får stoppet bilen og vi får taget et par billeder. Bjørnen blev ved med at gå frem og tilbage på skrænten og holde øje med os. Den var omkring 20 meter fra os. Vi kørte på det, der engang var the ”Gold rush Trail”. Og Her var Jesper så lige ved at køre en bjørneunge ned. Den gik lige ud til vejen og vi måtte svinge udenom. Der er noget med dyreunger. Tidligere i dag bar det to bambier, der måtte springe før livet. Er en hybrid så stille? Udover bjørnen fra før har vi set to geder og endnu en bjørn.
Vi sluttede dagen i Pemperton lige nord for Whisler. De sidste par timer blev igen kørt i bjerge. Lige før sengetid hoppede vi i boblebadet for at blive rigtig godt opløst
31. august - køretur mod Vancouver Island (2. del)
I dag fortsatte vi turen sydpå. vi spiste morgenmad i Whisler og så en masse folk tage deres Mountainbikes med op i stoleliftene. Men vi så ikke nogen der kom ned. Der er mange løjper der om sommeren bliver til ruter for mountainbikere. De har alle masser af udstyr på så man kunne godt tro det var lidt farligt! Rundt omkring i Whisler er der sat skilte op med hvad, der skal foregå hvor, når der skal være OL om halvandet år.
Der er flere tegn på at der skal ske noget stort. Byen er en stor byggeplads. Og vejen fra Vancouver til Whisler er ved at blive udvidet fra to spor til fire.
Specielt helt oppe i bjergene vildt at se, hvordan de må hugge gennem klipper og fælde træer i tusindvis. På en måde er det lidt en skam. Man kan fornemme hvordan vejen vil blive ligesom vejen til Banff. En stor bred motorvej hvor man ikke ser noget andet.
Pludselig ud af det blå dukker endnu en stor sø op, men her er der store fiskekuttere ved bredden. Ved et nærmere kig på kortet kan vi se at det en bugt ind fra Stillehavet. Og vi kan lige pludselig dufte en lidt mere salt lugt og ved nærmere eftertanke. Hvornår har vi sidst været ved et åbent hav? Landskabet har ændret sig igen og det føles som om vi kører langt mere sydpå. De kalder dette område ”fra himmel til hav” og det er det også. Fra at køre helt oppe i bjergene er vi nu helt nede ved vandet.
Sejlturen fra Horseshoe Bay til Nanaimo tog ca. halvanden time. Herefter kørte vi med den eneste vej, der er til Ucluelet. Jo længere vestpå vi kommer, jo mindre og mere kringlet bliver vejen. Indtil videre er vores rekord for den største nedkørsel 18 %. Vi så en enkelt bil i grøften, men der var ikke sket noget. I Ucluelet tjekkede vi ind hos The Moon & Six Pence. En rigtig lækker B&B. Vi ankom en lille smule sent, så værtinden Alice sendte os ud af døren med det samme, så vi kunne nå at se solnedgangen. Og det var bestemt smukt. Man kan kun se vand, der er intet mellem Vancouver Island og Japan. Torfino og Ucluelet er tilsyneladende et meget populært sted før nygifte. Vi blev spurgt alle steder, om vi var på bryllupsrejse. Efter at have set solnedgangen spiste vi på en restaurant på stranden. Det var en fantastisk udsigt.
10 september 2008
Jasper, AB
27-august - Columbia Icefield
Så er det tidligt op og af sted. Jesper har booket en tur på Athabasca Gletsjeren i Jasper National Park med guide.
Den sidste morgen i Golden er vi oppe og få morgenmad i huset, og vi falder selvfølgelig i snak med Stan, der er pensioneret meteorolog og har fire børn der bor i henholdsvis Seattle, New York Vietnam og Etiopien, så tidsplanen blev allerede her spoleret lidt.
Man kan kun komme helt op og gå på gletsjeren med guide. Turen er planlagt til at tage 3-4 timer. Vi får udleveret ekstra udstyr. Mine vandresko blev ikke godkendt, så jeg må låne støvler. Vi får også begge handsker, huer, overtræksbukser og pigge til at spænde på skoene. Det er farligt at gå på gletsjere og det får vi at se ikke langt oppe. Det de kalder Millwells, helt runde gletsjerspalter er overalt, og de er svære at spotte. Man kan gå næsten lige forbi uden at se dem. Der har været ulykker i nyere tid. I 2001 faldt en niårig dreng igennem og han var død før de fik ham fisket op. Gletsjeren er på det tykkeste sted omkring 300 meter tykt. Mange af hullerne går helt til bunden, så der er ingen chance før overlevelse, hvis du falder. På billederne kan i se hvor tæt vi er på.
Gletsjerne har det her flotte blå skær, og at stå midt i det er helt utroligt. Det skinner fra alle sider. Denne her tur er helt klart et af højdepunkterne.
Vi fortsætter herefter turen mod Jasper, hvor vi skal bo de næste tre nætter. Undervejs stopper vi ind forbi Athabasca Falls. Vandet der kommer fra gletsjerne har en helt speciel turkis farve. Det kommer fordi isen undervejs tager noget der hedder tilt med sig når det arbejder sig ned af bjergsiden, og det er det der gør vandet turkis når lyset rammer.
Vi har læst i alle vores guidebøger at Jasper er en lille stille by med kun 5000 fastboende. Det med de fastboende er sikkert rigtigt, men de lejer næsten alle sammen værelser ud. Så med folkene fra hotellerne, hytterne og campisterne er her rigtig mange mennesker på et meget lille sted.
Da Nationalparkerne blev grundlagt var der mange mennesker, der så mulighederne og købte grunde, byggede hoteller osv. specielt i Banff. Efter et par år kunne man godt se, at det gik for stærkt, så man lavede en lov, der sagde at man ikke kan bygge nyt i nogen nationalparker. Man kan renovere sit hus med en tilladelse, men det er det hele.
Jasper havde ikke nået at vokse sig særlig stor, så det grunden til, at den stadig er så lille, som dem er. Men vi vil ikke kalde den stille.
28-august - Tramway
Vi har besluttet os for at starte vores første dag i Jasper med en tur op med gondolen til Whislers Mountain. Gondolen tog os op 2200 meter over havets overflade og vi fortsatte herefter til fods lidt længere op. Jesper gik helt toppen mens jeg ventede på halvvejen. Det var hundekoldt. 2 plusgrader var alt hvad det kunne blive til og det blæste en halv pelikan. Vi tog en suppe i restauranten for at få varmen og gik ned til gondolen for at komme ned igen. Da vi stod inde i gondolen sagde guiden, at de lige havde fået besked på at indstille alt. Det blæste for meget til at gondolen kunne køre. Vi fik pænt besked på at gå ud igen og vente til vinden tager af.. De to unge guider havde godt styr på folk og ingen fik lov til at snige sig foran i køen, da vi efter lidt mere end to timer fik lov til at komme ned igen. Det skal nævnes, at man også kunne vælge at gå ned. Denne tur ville tage omkring tre timer. Det passede ikke helt ind i vores planlægning men vi valgte alligevel at tage videre til vores andet stop, som er Mount Edith Cavell og Angel Lake.
Fra Mount Edith er der 3 gletsjere lige over Angel Lake, og herfra falder der om eftermiddagen stykker af is ned i søen. Det er meget smukt og fugle og jordegern er så tamme at de næsten tog maden ud af hænderne på os. Om aftenen da vi kom hjem gik der 6 wapitier rundt inde i byen næsten lige der hvor vi bor. En wapiti er et stort rådyr. Vi ved ikke hvad forskellen er udover at de er større
29-aug - Wild Life Tour
Turen startede 6.45 om morgenen så endnu engang måtte vi tidligt op. Denne morgen ar der frisk sne på bjergene. Det havde regnet i byen, men oppe på bjerget var det altså sne.
Vi har set bald eagles (hvidhovedede havørne), wapiti, blue herons (blå fiskehejrer), en bæver dæmning, bjørnekradsmærker, reder fra fiske ørne og to andre slags ørne. Vi lærte en masse om dyrelivet i parken. Og guiden var god til at fortælle.
Efter 2,5 time var vi tilbage i Jasper, hvor vi besluttede os for at få lidt morgenmad.
Herefter kørte vi mod Maligne Canyon hvor vi gik en tur. Vi løb ind i mindst 25 tyskere, dem er der godt nok mange her i Jasper. I det hele taget er der rigtig mange mennesker. De mest populære stier er meget travle, men så snart man går en lidt længere rute er her næsten ingen. Så gik turen til Maligne Lake, som efter sigende skulle være noget af det flotteste i Jasper National Park. Og det var også smukt. Vejret var lidt imod os, men det gik. På vej til Maligne Lake kørte vi forbi en anden sø, Medicine Lake. Det specielle ved denne, er at den hvert år sidst på sommeren bliver drænet af underjordiske gange og huler, så den bliver helt tørlagt. Noget af vandet var det vi så løbe gennem Maligne Canyon.
Vi var tilbage igen ved femtiden, og nu er vi helt færdige. Planen er at få pakket lidt og så tidligt i seng, så vi kan komme tidligt af sted i morgen.
Så er det tidligt op og af sted. Jesper har booket en tur på Athabasca Gletsjeren i Jasper National Park med guide.
Den sidste morgen i Golden er vi oppe og få morgenmad i huset, og vi falder selvfølgelig i snak med Stan, der er pensioneret meteorolog og har fire børn der bor i henholdsvis Seattle, New York Vietnam og Etiopien, så tidsplanen blev allerede her spoleret lidt.
Man kan kun komme helt op og gå på gletsjeren med guide. Turen er planlagt til at tage 3-4 timer. Vi får udleveret ekstra udstyr. Mine vandresko blev ikke godkendt, så jeg må låne støvler. Vi får også begge handsker, huer, overtræksbukser og pigge til at spænde på skoene. Det er farligt at gå på gletsjere og det får vi at se ikke langt oppe. Det de kalder Millwells, helt runde gletsjerspalter er overalt, og de er svære at spotte. Man kan gå næsten lige forbi uden at se dem. Der har været ulykker i nyere tid. I 2001 faldt en niårig dreng igennem og han var død før de fik ham fisket op. Gletsjeren er på det tykkeste sted omkring 300 meter tykt. Mange af hullerne går helt til bunden, så der er ingen chance før overlevelse, hvis du falder. På billederne kan i se hvor tæt vi er på.
Gletsjerne har det her flotte blå skær, og at stå midt i det er helt utroligt. Det skinner fra alle sider. Denne her tur er helt klart et af højdepunkterne.
Vi fortsætter herefter turen mod Jasper, hvor vi skal bo de næste tre nætter. Undervejs stopper vi ind forbi Athabasca Falls. Vandet der kommer fra gletsjerne har en helt speciel turkis farve. Det kommer fordi isen undervejs tager noget der hedder tilt med sig når det arbejder sig ned af bjergsiden, og det er det der gør vandet turkis når lyset rammer.
Vi har læst i alle vores guidebøger at Jasper er en lille stille by med kun 5000 fastboende. Det med de fastboende er sikkert rigtigt, men de lejer næsten alle sammen værelser ud. Så med folkene fra hotellerne, hytterne og campisterne er her rigtig mange mennesker på et meget lille sted.
Da Nationalparkerne blev grundlagt var der mange mennesker, der så mulighederne og købte grunde, byggede hoteller osv. specielt i Banff. Efter et par år kunne man godt se, at det gik for stærkt, så man lavede en lov, der sagde at man ikke kan bygge nyt i nogen nationalparker. Man kan renovere sit hus med en tilladelse, men det er det hele.
Jasper havde ikke nået at vokse sig særlig stor, så det grunden til, at den stadig er så lille, som dem er. Men vi vil ikke kalde den stille.
28-august - Tramway
Vi har besluttet os for at starte vores første dag i Jasper med en tur op med gondolen til Whislers Mountain. Gondolen tog os op 2200 meter over havets overflade og vi fortsatte herefter til fods lidt længere op. Jesper gik helt toppen mens jeg ventede på halvvejen. Det var hundekoldt. 2 plusgrader var alt hvad det kunne blive til og det blæste en halv pelikan. Vi tog en suppe i restauranten for at få varmen og gik ned til gondolen for at komme ned igen. Da vi stod inde i gondolen sagde guiden, at de lige havde fået besked på at indstille alt. Det blæste for meget til at gondolen kunne køre. Vi fik pænt besked på at gå ud igen og vente til vinden tager af.. De to unge guider havde godt styr på folk og ingen fik lov til at snige sig foran i køen, da vi efter lidt mere end to timer fik lov til at komme ned igen. Det skal nævnes, at man også kunne vælge at gå ned. Denne tur ville tage omkring tre timer. Det passede ikke helt ind i vores planlægning men vi valgte alligevel at tage videre til vores andet stop, som er Mount Edith Cavell og Angel Lake.
Fra Mount Edith er der 3 gletsjere lige over Angel Lake, og herfra falder der om eftermiddagen stykker af is ned i søen. Det er meget smukt og fugle og jordegern er så tamme at de næsten tog maden ud af hænderne på os. Om aftenen da vi kom hjem gik der 6 wapitier rundt inde i byen næsten lige der hvor vi bor. En wapiti er et stort rådyr. Vi ved ikke hvad forskellen er udover at de er større
29-aug - Wild Life Tour
Turen startede 6.45 om morgenen så endnu engang måtte vi tidligt op. Denne morgen ar der frisk sne på bjergene. Det havde regnet i byen, men oppe på bjerget var det altså sne.
Vi har set bald eagles (hvidhovedede havørne), wapiti, blue herons (blå fiskehejrer), en bæver dæmning, bjørnekradsmærker, reder fra fiske ørne og to andre slags ørne. Vi lærte en masse om dyrelivet i parken. Og guiden var god til at fortælle.
Efter 2,5 time var vi tilbage i Jasper, hvor vi besluttede os for at få lidt morgenmad.
Herefter kørte vi mod Maligne Canyon hvor vi gik en tur. Vi løb ind i mindst 25 tyskere, dem er der godt nok mange her i Jasper. I det hele taget er der rigtig mange mennesker. De mest populære stier er meget travle, men så snart man går en lidt længere rute er her næsten ingen. Så gik turen til Maligne Lake, som efter sigende skulle være noget af det flotteste i Jasper National Park. Og det var også smukt. Vejret var lidt imod os, men det gik. På vej til Maligne Lake kørte vi forbi en anden sø, Medicine Lake. Det specielle ved denne, er at den hvert år sidst på sommeren bliver drænet af underjordiske gange og huler, så den bliver helt tørlagt. Noget af vandet var det vi så løbe gennem Maligne Canyon.
Vi var tilbage igen ved femtiden, og nu er vi helt færdige. Planen er at få pakket lidt og så tidligt i seng, så vi kan komme tidligt af sted i morgen.
Golden, BC
24-august – Køretur mod the Rockies og Golden, BC
Efter ca. 450 km er vi nået til vores andet stop på turen. De sidste fem km blev kørt op ad bakke på en grusvej. Vi er langt fra det meste.
Første advarsel: der er bjørne. Vi har ikke set nogen på vores side af vejen, men der blev observeret en grisly bjørn ikke langt herfra i juli. Vi har nu ikke set nogen endnu.
Det er et rigtigt fantastisk sted, det eneste er myggene. I løbet af et par minutter havde jeg fået de første otte stik. Vi har fået en hel hytte for os selv. Det er ren luksus. Køleskabet er fyldt op så vi selv kan lave morgenmad.
På vej hertil kørte vi gennem Calgary igen før vi nåede til bjergene. Det er et flot landskab og det er en sjov fornemmelse at køre fra den flade prærie ind i bjergene. Der er en del trafik, men det glider hurtigt da der er motorvej helt til Lake Louise. Nationalparkerne ved godt hvordan de skal tjene penge. Det koster os omkring 20 cad per dag for os begge. Banff er dem første by man kommer til. Her er rigtig mange turister. I Banff så vi Bow Falls og det er her vi første gang støder på den turkis farve som næsten alt vandet har i dette område. Vi så også Cave Springs. Det er en varm kilde, som blev grundlaget for at lave en nationalpark. Vandet pibler ud fra bjerget. Det er omkring 40 grader varmt og det har en meget stærk lugt af svovl. Naturen omkring kilderne består af planter, der normalt gror under varmere himmelstrøg. Men det kan klare sig fordi sneen her ikke bliver liggende. Om foråret er der orkideer der blomstrer. Vi fortsatte turen op mod Lake Louise. Her var også rigtig mange mennesker. Så snart man bevæger sig lidt væk fra det første udkigspunkt tynder det dog lidt ud. Vi har medbragt sandwichs og pastasalat, som vi spiste på en skrænt med udsigt over gletsjersøen. Bare vent til I ser billederne
25- august - gåtur i Yoho
I dag tog vi ind i Yoho national park. Vi har gået omkring 18kmog det har taget over 7 timer. Nogle af de stier vi har gået på var meget store udfordringer. Undervejs så vi Takkakaw Falls, Twin Falls og Laughing Falls. Vi er godt trætte og benene gør lidt ondt. Men det var turen værd. Det er et flot landskab.
Vi har i dag set to rådyr, to bjerggeder, en mus, nogle fugle og en marmot
Det regnede det meste af dagen og temperaturen lå mellem 10 og 13 grader. Rigtigt råkoldt, men vi gik os til varmen
26-Aug - White water rafting på Kicking Horse River
Og ja vi var begge to af sted. Vi havde booket mellem turen, men endte med at udvide så vi fik hele den nederste del af floden med. Det var sjovt og til tider ret vildt. Der blev udleveret våddragter, hjelme osv. og det hele var meget kontrolleret. Vi følte os i gode hænder. Efter vores tur, kørte vi endnu engang ind i Yoho for at se Spiraltunnellerne og Emerald Lake.
Vi handlede lidt ind til aftensmad og Jesper lånte grillen der hvor vi bor. Det var rart at få lidt hjemmelavet mad før en gangs skyld.
Efter ca. 450 km er vi nået til vores andet stop på turen. De sidste fem km blev kørt op ad bakke på en grusvej. Vi er langt fra det meste.
Første advarsel: der er bjørne. Vi har ikke set nogen på vores side af vejen, men der blev observeret en grisly bjørn ikke langt herfra i juli. Vi har nu ikke set nogen endnu.
Det er et rigtigt fantastisk sted, det eneste er myggene. I løbet af et par minutter havde jeg fået de første otte stik. Vi har fået en hel hytte for os selv. Det er ren luksus. Køleskabet er fyldt op så vi selv kan lave morgenmad.
På vej hertil kørte vi gennem Calgary igen før vi nåede til bjergene. Det er et flot landskab og det er en sjov fornemmelse at køre fra den flade prærie ind i bjergene. Der er en del trafik, men det glider hurtigt da der er motorvej helt til Lake Louise. Nationalparkerne ved godt hvordan de skal tjene penge. Det koster os omkring 20 cad per dag for os begge. Banff er dem første by man kommer til. Her er rigtig mange turister. I Banff så vi Bow Falls og det er her vi første gang støder på den turkis farve som næsten alt vandet har i dette område. Vi så også Cave Springs. Det er en varm kilde, som blev grundlaget for at lave en nationalpark. Vandet pibler ud fra bjerget. Det er omkring 40 grader varmt og det har en meget stærk lugt af svovl. Naturen omkring kilderne består af planter, der normalt gror under varmere himmelstrøg. Men det kan klare sig fordi sneen her ikke bliver liggende. Om foråret er der orkideer der blomstrer. Vi fortsatte turen op mod Lake Louise. Her var også rigtig mange mennesker. Så snart man bevæger sig lidt væk fra det første udkigspunkt tynder det dog lidt ud. Vi har medbragt sandwichs og pastasalat, som vi spiste på en skrænt med udsigt over gletsjersøen. Bare vent til I ser billederne
25- august - gåtur i Yoho
I dag tog vi ind i Yoho national park. Vi har gået omkring 18kmog det har taget over 7 timer. Nogle af de stier vi har gået på var meget store udfordringer. Undervejs så vi Takkakaw Falls, Twin Falls og Laughing Falls. Vi er godt trætte og benene gør lidt ondt. Men det var turen værd. Det er et flot landskab.
Vi har i dag set to rådyr, to bjerggeder, en mus, nogle fugle og en marmot
Det regnede det meste af dagen og temperaturen lå mellem 10 og 13 grader. Rigtigt råkoldt, men vi gik os til varmen
26-Aug - White water rafting på Kicking Horse River
Og ja vi var begge to af sted. Vi havde booket mellem turen, men endte med at udvide så vi fik hele den nederste del af floden med. Det var sjovt og til tider ret vildt. Der blev udleveret våddragter, hjelme osv. og det hele var meget kontrolleret. Vi følte os i gode hænder. Efter vores tur, kørte vi endnu engang ind i Yoho for at se Spiraltunnellerne og Emerald Lake.
Vi handlede lidt ind til aftensmad og Jesper lånte grillen der hvor vi bor. Det var rart at få lidt hjemmelavet mad før en gangs skyld.
09 september 2008
Drumheller, AB
21-august 2008
Første dag på vores ferie. Vi er ankommet til Calgary. Informationsdamerne i lufthavnen har cowboy hatte på, så man ved man er kommet ud vestpå. Her er lidt køligt; kun 15 grader. Det begyndte ogsaa at regne lige da vi ankom.
Det bedste indtil nu er næsten bilen. Vi blev opgraderet til en hybrid uden ekstra charge. Vi er på vej til Drumheller og landskabet ligner ikke noget, vi har set før. Man kan se at der engang var en masse søer og floder. Vi har kørt omkring 100 km og antallet af biler vi har mødt, kan tælles på to hænder. Vores B&B er lidt udenfor Drumheller. Vi skal bo på Silver Fox B&B ved Dave. Morgenmaden er ikke inkluderet men det er billigt….
22. august - Dinosaur museum
Den største attraktion i Drumheller er deres Dinosaur museum. I dette område er der fundet flere fossiler end noget andet sted i verden. Det er alt her er. Vi var dinosaur museum hele dagen. Museet lå lige midt i dalen. Det ret nyt og udstillingerne var flotte. Det var et arbejdende museum, hvor forskere stadig udgravede nye fund. Vi kunne se dem arbejde bag glasvægge.
Det var en rigtig flot dag, og vi fik taget en masse billeder. Det var ret utroligt at tænke på at der på markerne gik dinosaurer og at området lignede mere Florida. De eneste dyr, der har overlevet dinoerne er krokodillerne. 99 % af alle dyr, der ar gået på kloden allerede uddøde.
23. August - Dinosaur Provincial park
Vi besluttede os for at køre ned til en nationalpark 100 km syd før Drumheller. Det er i denne park, at de fleste fossiler er fundet, og man bliver stadig ved med at finde nye fund. Kun en lille del af parken var offentlig tilgængelig. Man kunne booke sig ind på guidede ture, men vi var for sent ude.
På vejen holdt vi et pitstop ved en hængebro, der går over Red Deer River. Vandet så flot ud på afstand, men da vi kom tæt på, kunne vi se hvor mudret det er. Området her var engang brugt til at udvinde kul, men alle miner er nu lukket ned. Det her land er så sindssygt stort. Vi har kørt næsten 75 km uden at se nogen byer. Her er marker lige så langt man kan se og det er fladt og vejen fortsætter ligeud i horisonten. De flest andre biler vi har set, er store pick up trucks hvor chaufføren har cowboyhat på.
------
Nu har vi så brugt de sidste 6 timer i parken, og det var bestemt køreturen værd. Det her badland landskab er utroligt smukt. Det ligner ikke noget vi har set før. Hele oplevelsen at køre på prærien, og så pludselig ud af det blå kører man ned i en dal, der minder om et månelandskab. Det var meget varmt at gå rundt. Vi nåede alle fem stier og drak fire liter vand. På en af stierne var der en demonstration af en udgravning. Der var bygget glasvægge omkring og det virkede meget autentisk. De forstenede knogler dukker nærmest op af sig selv efterhånden som regnen skyller sandstenene væk
Vi så forresten en flok bisoner på vej dertil.
Første dag på vores ferie. Vi er ankommet til Calgary. Informationsdamerne i lufthavnen har cowboy hatte på, så man ved man er kommet ud vestpå. Her er lidt køligt; kun 15 grader. Det begyndte ogsaa at regne lige da vi ankom.
Det bedste indtil nu er næsten bilen. Vi blev opgraderet til en hybrid uden ekstra charge. Vi er på vej til Drumheller og landskabet ligner ikke noget, vi har set før. Man kan se at der engang var en masse søer og floder. Vi har kørt omkring 100 km og antallet af biler vi har mødt, kan tælles på to hænder. Vores B&B er lidt udenfor Drumheller. Vi skal bo på Silver Fox B&B ved Dave. Morgenmaden er ikke inkluderet men det er billigt….
22. august - Dinosaur museum
Den største attraktion i Drumheller er deres Dinosaur museum. I dette område er der fundet flere fossiler end noget andet sted i verden. Det er alt her er. Vi var dinosaur museum hele dagen. Museet lå lige midt i dalen. Det ret nyt og udstillingerne var flotte. Det var et arbejdende museum, hvor forskere stadig udgravede nye fund. Vi kunne se dem arbejde bag glasvægge.
Det var en rigtig flot dag, og vi fik taget en masse billeder. Det var ret utroligt at tænke på at der på markerne gik dinosaurer og at området lignede mere Florida. De eneste dyr, der har overlevet dinoerne er krokodillerne. 99 % af alle dyr, der ar gået på kloden allerede uddøde.
23. August - Dinosaur Provincial park
Vi besluttede os for at køre ned til en nationalpark 100 km syd før Drumheller. Det er i denne park, at de fleste fossiler er fundet, og man bliver stadig ved med at finde nye fund. Kun en lille del af parken var offentlig tilgængelig. Man kunne booke sig ind på guidede ture, men vi var for sent ude.
På vejen holdt vi et pitstop ved en hængebro, der går over Red Deer River. Vandet så flot ud på afstand, men da vi kom tæt på, kunne vi se hvor mudret det er. Området her var engang brugt til at udvinde kul, men alle miner er nu lukket ned. Det her land er så sindssygt stort. Vi har kørt næsten 75 km uden at se nogen byer. Her er marker lige så langt man kan se og det er fladt og vejen fortsætter ligeud i horisonten. De flest andre biler vi har set, er store pick up trucks hvor chaufføren har cowboyhat på.
------
Nu har vi så brugt de sidste 6 timer i parken, og det var bestemt køreturen værd. Det her badland landskab er utroligt smukt. Det ligner ikke noget vi har set før. Hele oplevelsen at køre på prærien, og så pludselig ud af det blå kører man ned i en dal, der minder om et månelandskab. Det var meget varmt at gå rundt. Vi nåede alle fem stier og drak fire liter vand. På en af stierne var der en demonstration af en udgravning. Der var bygget glasvægge omkring og det virkede meget autentisk. De forstenede knogler dukker nærmest op af sig selv efterhånden som regnen skyller sandstenene væk
Vi så forresten en flok bisoner på vej dertil.
Feriedagbog
Saa er vi tilbage i Toronto igen. Det har vaeret en lang og dejlig ferie. Vi skrev dagbog undervejs pa vores tur og den laegger vi ind paa side. billeder foelger... De skal lige igennem grov sorteringen. Vi har taget naesten 1000 bileder saa der er nok at vaelge i mellem
Abonner på:
Opslag (Atom)